Rötter från Island – familjen Finsen

Den första personen i ”Slägtsbog for familien Finsen” är Grimr Kamban från tiden kring 850. Släkten är från Island och här finns sedan länge traditioner för att noggrant dokumentera olika släkter. Det är främst Landnámabok som redovisar de äldsta släktleden, men Njáls Saga och Tryggvasons Saga har samstämmande upplysningar och bekräftar därmed dokumentationen av släktleden. Det är förklaringen till att det går att följa släktled som sträcker sig mer än 1100 år tillbaka i tiden.

I släktens historia kan man läsa om bosättningen på Färöarna och om hur Island fick sitt namn. Här beskrivs också släktskapet med Snorri Sturluson, han med Eddan, och Ólöf Loptsdóttir, som på 1400-talet anföll engelsmännen, som hade dödat hennes man. Släkten blev senare alltmer akademisk och på slutet finns också en nobelpristagare i medicin Niels R Finsen.

I släktbokens senaste utgåva från 1988 finns det drygt 140 sidor med rätt så ingående beskrivningar av de mest intressanta personer och med citat från flera historiska källor som t.ex. Lantnámabok och Njals Saga. Den delen av släktboken utkom 1944 med titeln: Bidrag till Slägten Finsens Historie, utgiven av Eyvind Finsen och finns i sin helhet på internet. Beskrivningarna i släktboken från 1965 är mer kortfattade. Utgåvan från 1935 har en del bilder. Även släktböckerna från 1935 och 1965 finns i sin helhet på internet.

I släktboken är alla som härstammar från Grimr Kamban markerade med en stjärna. Detta gäller bland andra min farfar, min far, vi fyra syskon samt våra barn.

Familjen Finsen

Min farfars mormor Valgerda Finsen (1828-1907) var dotter till Jón Finsen (1792-1848). Hon gifte sig med Henrik Johan Matthiessen (1815-1897) och de fick dottern Adda Matthiessen (1860-1931). Adda Matthiessen gifte sig med Fredrik Christian Fogh (1855-1913) och de blev föräldrar till min farfar Hakon Fogh (1887-1969). Det är alltså genom min farfars mamma vi har släktskapet som redovisas i ”Slägtsbog for familien Finsen”. Finsen-släkten går tillbaka till 850 och levde under många år på Island.

Från Grimr Kamban år 850 till Henrik Fogh (1918-1997)

Listan följer Stamtavle 1 med släktled genom 36 generationer. Jag har markerat de som jag skriver om.

1. Grimr Kamban, Høvding i Norge (c. 850). Bosat paa Færøerne.

2. Thorsteinn Grimsson med Tilnavnet skrofa (den skorpede Hud).

3. Thorolf Thorsteinsson med Tilnavnet smjör (Smør).

4. Audun Thorólfsson med Tilnavnet rotinn (den raadne), g. m. Helga, Datter af Helgi hinn magri.

5. Einarr Audunsson, g. m. Valgerdr Runólfsdottir.

6. Eyjolf Einarsson, kaldet Valgerdarson, g. m. Hallbera Thórólfsdottir.

7. Gudmund Eyjolfsson, hinn riki (den mægtige) (død 1025), g. m. Torlaug Atladóttir.

8. Eyjolfr Gudmundsson, den Halte (død c. 1060), g. m. Sidu-Halls Datter.

9. Gudmundr Eyjolfsson, hinn riki.

10. Gudmundr Gudmundsson, hinn riki.

11. Thordis Gudmundsdóttir, g. m. Snertingr Grimsson.

12. Vigdis Snertingsdóttir, g. m. Thórdr Gilsson.

13. Sturla Thórdarson, Hvamm-Sturla (1115— 1183), g. m. Gudny Bödvarsdóttir, de fick Sønnen

14. Snorri Sturluson (1178— 1241), med Oddný fick han dottern Thordis

15. Thordis Snorradóttir, g. m. Thorvald Snorrason Vatnsfjording.

16. Einarr Thorvaldsson (f. 1226).

17. Vilborg Einarsdóttir, g. m. Ridder Eirik Sveinbjarnarson.

18. Einar Eiriksson i Vatnsfirdi, g. m. Helga

19. Björn Einarsson Jórsalafari, g. m. Solveig Thorsteinsdóttir.

20. Kristin Björnsdóttir, kaldet Vatnsfjardar Kristin, g. m. Thorleifur Ámason

21. Björn Thorleifsson, g. m. Ólöf Loptsdóttir hinn rika.

22. Thorleifur Björnsson, g. m. Ingveldur Helgadottir.

23. Jarthrúdur Thorleifsdóttir, g. m. Gudmundur Andrésson.

24. Ólafur Gudmundsson, Provst, med Ingiridur Gudmundsdóttir

25. Jon Olafsson, g. m. Gudrun Árnadóttir.

26. Dadi Jónsson, Sølvsmed, g. m. Sesselja Ásmundardóttir.

27. Ragnhildur Dadadóttir, g. m. Lovrettemand Hannes Helgason.

28. Hólmfridur Hannesdóttir, g. m . Halldor Jonsson, Provst.

29. Jón Halldórsson, Provst.

30. Finnur Jónsson, Biskop.

31. Hannes Finnsson, Biskop.

32. Jón Finsen, Herredsfoged.

33. Valgerda Matthiessen (1828 – 1908) född Valgerda Finsen. Gift med Henrik Johan Matthiessen

34. Adda Fogh (1860 – 1931) född Adelheid ”Adda” Matthiessen. Gift med Frederik Christian Fogh, (1855 – 1913), min farfars föräldrar

35. Hakon Fogh (1887-1969), min farfar. Gift med Margrethe Slomann (1889-1968), min fars föräldrar

36. Henrik Fogh (1918-1997) Gift med Helene Carstensen född 1921, mina föräldrar

Det började på Färöarna

GRiMR KAMBAN, levde kring 850

Grímr Kamban var hövding i Norge och den förste som bosatte sig på Färöarna. Detta omtalas bl.a. i Landnámabok, Färeinga Saga samt i släktregistren i Olaf Tryggvasons Saga och Njáls Saga.

Grímr Kamban hörde till de norska hövdingar som var missnöjda med Harald Haarfagers regering och därför utvandrade till Shetlandsöarna, Färöarna eller Island.

Wikipedia skriver:

Grímur Kamban (800-tallet) var efter færingesagaen den første landnamsmand på Færøerne.

Landnam er at bosætte sig på ubeboet land og bruges især om nordboernes bosættelse af Island i tidlig vikingetid./…/ Man kalder perioden, hvor landnammet foregik, for ”landnamstiden”, mens bosætterne kaldes ”landnamsmænd”. 

Vikingetiden på Færøerne varede fra Grímur Kambans bosættelse i året 825 og til Tróndur í Gøtu døde i 1035 som øgruppens sidste vikingeoverhoved, /…/ De første mennesker, som bosatte sig på Færøerne, var alle fra vikingernes magtområde mod syd og øst. Selv var de skandinaver, men foruden deres hustruer medbragte de utvivlsomt også keltiske slaver. Grímurs bosættelse skal have ligget i Funningur på Eysturoy.

I Olafs Tryggvasons Saga står det:

”Det var en Mand, ved Namn Grim Kamban, han var Fader till Thorstein med Tillnavnet Skrof; hans Sön hed Thorolf Smör, hans Sön Audin Rotin eller den Raadne, hans Sön Ejnar, hans Sön Eyolf Valgerdssön, hans Sönner Gudmund hin Rige og EinarTveraabo./…/. Det berettes, at Grim Kamban var den förste, der bebyggede Färöerne /…/ og bleve der boende.” (Slägtbogen s 22)

Upptäckten av Island

Wikipedia skriver:

Som Island’s første opdagere nævnes den norske viking Naddoðr og en mand af svensk herkomst, Garðarr Svavarsson. Disse fandt dog Island uafhængigt af hinanden, men man ved ikke sikkert, hvem af dem der først kom til landet.^. Efter deres opdagelse opsøgte Flóki Vilgerðarson, også kendt som Ravn-Floke, Island. Det var ham, der gav landet det navn, som det siden har beholdt. Ifølge overleveringen var Floki på landnamsfærd vest for Norge. Med sig havde han tre ravne, som han sendte af sted én ad gangen. To af dem kom tilbage, men den sidste fløj hele vejen til Island, og den fulgte han. Han overvintrede på Barðaströnd ved Breiðafjörður. Floki havde så travlt med at fiske, at han glemte at høste hø til kvæget om sommeren, så da det blev vinter, døde kvæget. Næste forår besteg han et højt fjeld, hvorfra han havde udsigt over en fjord fyldt med is, hvilket inspirerede ham til at kalde øen for Island.

THÓROLF »SMJöR« THORSTEINSSON

Thórolf deltog i vikingen Floki Vilgerdarsons upptäcksresa till Island. Han berömde det nya landet mycket och sade att det flöt av smör från varje strå, därav namnet Torolf Smjör.

Han omtalas både i Landnámabok och Olaf Tryggvasons Saga, där man kan läsa följande:

”Det var en stor Viking, ved Navn Floke Vilgerdssön, som drog ud at opsöge Gardarsholm./…/ Med Floke var en norsk Bonde, som Herjolf, og en anden ved Navn Thorolf; der var og en syderöisk Mand, som hed Faxe. Han förte tre Ravne med sig, da de begave sig paa denne Opdagelses-Rejse, men da han slap den förste Ravn lös, flöj den tilbage over Stavnen, men den anden flöj op i Luften og tilbage til Skibet, den tredie flöj foran Stavnen ad den Kant, hvor de fandt Landet. De kom Östen fra til Horn, og sejlede sönden om Landet. Men da de sejlede vesten om Reykenäs, og Fjorden aabnede sig for dem saa , at de saa Sneefjäldsnäs, da sagde Faxe . ”Dette maa vara et stort Land, som vi her have fundet, her ere store Floder”. De saa da en stor Elv-Os eller Munding falde ud i Söen; det blev siden kaldt Faxaos. /…/ Vaaren var meget kold. Da gik Floke op på et höjt Fjäld, og saae nord over Fjäldene en Fjord, fuld af Drivis, derfor kaldte de Landet Island, hvilket Navn det siden har beholdt. /…/ Sommaren efter sejlede de over til Norge, og da man nu spugde om Landets Beskaffenhed, yttrede Floke sig ufordeelagtig om det, Herjolf sagde baade Fordele og mangler ved Landet, men Thorolf berömte det saa meget, at han sagde, at der dryppede Smör af hvert Straa, hvorfor han blev kaldt Thorolf Smör” (Släktboken s 24)

De första bosättningarna på Island och den isländska fristaten år 874-1264

Wikipedia skriver:

Den første norske bosætter på Island, som man kender navnet på, er Ingólfur Arnarson, der opførte sit hjem i nutidens Reykjavik i 874. Ingólfur blev efterfulgt af mange andre emigrerede bosættere, særligt nordmænd med deres trælle, hvoraf mange var skotter eller irere. Bosætterne fik i det store hele lov til at passe sig selv, og der opstod efterhånden en fællesskabsfølelse blandt bosætterne, der udmøntede sig i en slags statsdannelse. Omkring 930 var der gjort krav på det meste af den dyrkbare jord, og Altinget, et lovgivende og dømmende parlament, var grundlagt for at regulere den islandske fristat. Kristendommen blev indført omkring 990-1000, selv om den gamle nordiske religion fortsat blev dyrket af en del af befolkningen flere år efter.

Islands tidlige historie er bedre dokumenteret end de øvrige nordiske landes historie. Lige fra den første tid har man kendskab til enkelte mennesker, deres navne og slægtsforhold med præcise årstal. Blandt de ældste, kendte bøger, som blev skrevet i Island, er sagaerne, som beretter om landets historie.

Den islandske fristat eksisterede indtil det 13. århundrede, hvor det politiske system, der var skabt af de oprindelige bosættere, ikke længere var i stand til at håndtere den stigende magtkoncentration hos de islandske høvdinge.

AUDUN »ROTINN« THÓRÓLFSSON

Rotinn betyder den ruttne (rådne) eller den hårlöse. Han var bosatt på Island och omtalas i Landnámabok. Gift med Helga, dotter av Helgi ”hinn magri”.

EYJÓLFR »VALGERDARSON« EINARSSON, död ca. 995

Bosatt på gården Mödruvellir i Eyjafjordur. Gift med Hallbera Thórólfsdöttir. Han omtalas på flera ställen i Njáls Saga, Landnámabok och Olaf Tryggvasons Saga.

GUBMUNDR »HINN RIKI« EYJÓLFSSON. (Hinn riki: den mægtige), död 1025

Rik och stor hövding på gården Mödruvellir i Eyjafjordur. Gift med Thorlaug Atladottir. Omtalas i flera isländska sagor och historiska skrifter, bl.a. i Olaf den heliges Saga och i Heimskringla.

I Njáls saga kan man läsa om Gudmund den mäktige:

”Gudmund den mägtige boede paa Gaarden Mödruvilde i Ölfjord. Han nedstammade fra Grim Kamban, og på Kvindesiden fra Sämund den Syderöske. Hans Kone Thorlög stammade fra Regner Lodbrog. Gudmund var en stor Hövding og rig, han havde hundrede Tyende i sit Hus, aldrig färre. Han tilegnede sig saadan Overmagt over alla Hövdinde dér nordpaa, at somme maatte overlade ham deres Bopäl, men somme tog han af Dage, og somme maatte give slip paa deres Godord. Fra ham nedstammar ogsaa de mest udvalgte Mänd i Landet: Oddaverjerne og Sturlungerne og Hvamverjerne og Fljotamändene og Biskop Ketil og mange andre berömmelige Mänd …” (slägtbogen s 26)

STURLA »HVAMM-STURLA« THÓRDARSON, (1115-1183)

Hövding, som ivrigt deltog i inbördes stridigheter mellan hövdingar och släkter. Han var gift med Gudny Bödvarsdottir och fick med henne sonen Snorri Sturluson. Det har skrivits en del om släkten i Sturlunga Saga.

Om Sturlunga Sagan står det i släktboken:

”Hovedhandlingen i Sagaen er en Skildring af de Stridigheder og Tvistigheder, der fandt Sted paa det vestlige Island (davärende Dalasyssel) mellem Hövdingerne indbyrdes og Slägterne indyrdes. Vi träffer först Sturla Thordarson, kaldet Hvamm-Sturla (1115-1183), en meget begavet Mand, klog og beregnende, men stridbar og ärgerrig, og hvem Skylden for de Stridigheder, der opstod paa Island i den sidste halvdela f det 12. Aarhundrede, väsentlig tillägges. Han havde mange Börn og blev Stamfader til hele Sturlungeslägten. Hans Sönner var Thodr, Sighvatr og Snorri, alle stridbare og Hensynslöse Herskere, hvis Magtbegär for en stor Del förte til den uheldige Udvikling af de politiske Forhold, som resultered i Islands Underkastelse under de norske Konger.(s29)

SNORRI STURLUSON (1178-1241)

Snorri Sturluson räknas till en av dåtidens störste historieskrivare och författare och har bl.a. skrivit Heimskringla och Den yngre Eddan. Uppfostrades under åren 1181-99 av dåtidens störste och mäktigaste hövding Jón Lóptsson på Odde. Var senare ägare av gården Reykholt. Flydde 1237-39 till Norge på grund av stridigheter på Island. Gift 1199 med Herdis, dotter av Bersi på Borg. Han hade även barn med olika frillor. Med frillan Oddný fick han dottern Thordis, som förde vårt släktled vidare.

Om Snorri Sturluson står det i släktboken:

Snorri Sturluson födtes 1178 og blev allerede 3 Aar gammel sendt til Opfostring hos Datidens störste og mägtigste Hövding Jón Lóptssen paa Odde. Odde var dengang Videnskabernes og de litteräre Syslers Höjborg, og man maa anse det for sikkert, at Snorri allerede i Ungdomsaarene har väret under litterär Paavirkning og givet sig af med historiske Studier. Hans Ophold paa Odde strakte sig till 1199, hvilket Aar han blev gift med Herdís, Datter  af den rige Bersi på Borg. Ved dette Ägteskab lagde han Grunden til sine Rigdomme, og disse forögedes yderligere, efter at han kom i Besiddelse af Gaarden Reykholt. Her nedsatte han sig paa hövdingevis, förte stort Hus og holdt prägtige Gilder. (s30)

Han är främst känd som författare till Heimskringla och Eddan.

Han var dock också en av huvudpersonerna i det man kallar Sturlungatiden (ca 1208-1264).

Wikipedia skriver om detta:

Sturlungatiden (Islandsk: Sturlungaöld) var en 42 til 44 år lang periode i midten af det 13. århundredes Island præget af nogle af de mest blodige interne stridigheder i øens historie. Tiden er skildret i Sturlungasaga.

Konflikterne var mellem magtfulde høvdinge, goder, der samlede tilhængere og udkæmpede slag mod hinanden. Perioden er opkaldt efter Sturlungerne, tidens mægtigste regerende familieklaner. Ved periodens afslutning ophørte den den islandske fristat med at eksistere, og Island blev en vasalstat under Norge. /…/

Kong Håkon 4. Håkonsson af Norge søgte på samme tid at udvide sin indflydelse på Island. Mange islandske høvdinge blev den norske konges vasaller og forpligtede sig til at gøre som han ønskede. Til gengæld fik de gaver, tilhængere og prestige. På den måde blev de mægtigste islandske høvdinge snart afhængige af kongen af Norge./…/

Sturlungatiden begyndte i år 1208 eller 1220, da Snorri Sturluson, høvding af Sturlung-klanen og en af de store forfattere af islandske sagaer, blev vasal af Kong Håkon af Norge. Kongen ønskede, at Snorre hjalp ham med at bringe Island under norsk overherredømme. Snorre vendte hjem til Island, og omend han snart blev landets mest magtfulde høvding, gjorde han ikke meget for at udføre kongens ønske. Det vides ikke om Snorres passivitet skyldtes modvilje, eller at sagen var håbløs /…./

Kun efter at kongen sendte sin særlige udsending, Hallvarður gullskór, lod islændingene sig underkaste den norske kongemagt. Den islandske fristat ophørte med underskrivelsen af Gamli sáttmáli (”Den gamle pagt”) i 1264.

I släktboken står det om hans författarskap:

I det fölgende skal gengives et Uddrag af Proffesor Finnúr Jónssons Karekteristik af Snorris Forfatterskab:

Heimskringla kaldes Snorris store Verk om Norges Konger. /…/ Der fortälles udförligt om enhver af fyrsterne, men Olaf den Helliges Saga er dog den längste og omhyggeligst udförte. Denne Saga mener man at Snorri har udarbejdet först, inden han skrev de övrige Sagaer, og den findes ogsaa särskilt i en Mängde Haandskrifter. Med henyn till Personskildring og Stilen er isär Sagaen om Olaf et fuldendt Mestervärk, der klarest viser Snorris Magt over det väldige Stof og overlegne Behandling deraf. Men dette träder ogsaa frem i andre Sagaer.

Edda är Navnet på Snorris Värk om Skjaldekonsten. /…/

Värket er i 3 Dele. 1. Del Gylfaginning (Gylfes Öjenforbländelse) bestaar af en samlat Fremstilling af den gamle hedenske Gudeläre. 2. Del Skáldskaparmál (lären i Skjaldeskap) og 3. Del Háttatal, et Hyldestdigt till Kong Haakon og Hertig Skule, Snorri digtede som en Erkendtlighed for den Hädersbevisning, der vistes ham under hans Ophold i Norge. Digter er skrevet i Vintern 1222-23.

Eddaen regnes som Oldtidens originaleste lärde Arbejde og viser en videnskablig Sans og Snille, som forbavset Efterverdenen. Ligesom Heimskringla findes den i en Mängde Udgaver, er oversat paa Hovedsprogene og har väret Genstand for omhyggelig videnskabelig Forskning.

Som för omtalt ägtede Snorri Aar 1199 Herdís. Med hende havde han Börnene Hallbera og Jón med Tillnavnet murti (paa Grund af hans Lidenhed). ”Men Snorri var mangesindet og avlede Börn med flere Kvinder end Herdís”. Han havde således med en Frille sönen Óräkja og med to andre Friller Dötrene Ingibjörg og Thordis . Den sidstes Moder hed Oddný. Thordis blev gift med Thorvaldr Snorrason Vatnsfording, og gennem deres Sön Einar videreföres Slägten.  (s 32)

Snorri Sturluson mördades 1241. Wikipedia skriver:

Kong Håkon beordrede Snorris fjende og tidligere svigersøn Gissur Thorvaldsson til at dræbe Snorri. Gissur førte en flok mænd og lod Snorri dræbe 23. september 1241 hjemme på gården Reykholt /…/

Snorri ejede mange gårde omkring på Island, og et par uger før sin død modtog han sin brorsøn Sturla Tordsson og hans følge på gården Sauðafell og beværtede ham. Brorsønnen bemærkede Snorris gode humør, da han ellers havde sørget dybt over tabet af sin kone Hallveig samme sommer. Han må også have vidst, at hans gamle rivaler havde fundet hinanden i vrede over hans notoriske grådighed og flotte vaner. Mens de sad over øllet, trak Snorri et brev frem, han nylig havde modtaget, men ikke klaret at læse. Det var skrevet med stavkarl eller tiggerskrift, en type kode, som iblandt blev benyttet til hemmelige beskeder. Nu sendte han brevet rundt, men ingen lykkedes i at læse det, selv om de var enige om, at det nok var skrevet som en advarsel eller trussel.

Næste dag tog Snorri afsked med sin brorsøn, der aldrig genså ham. Hjemme på Reykholt havde han kun nogle tjenere og et par præster. Som ellers sov han i et kammer på første sal i et stort hus midt på gårdspladsen, og satte ingen til at bevogte murene om natten eller spærre portene. Om aftenen søndag 23. september red en flok på 400 mænd ind i dalen længere nord og spærrede vejen af. Skjult af mørket de gik uhindret ind gennem de åbne porte. Mange af dem kendte bygningerne godt, da de havde været der som Snorris gæster; men døren til huset, hvor han sov, fandt de låst. Han må være vågnet, da de slog døren ind, og sneg sig uset ind i et af de små huse væg i væg. Derinde stødte han ind i den ene af præsterne, der tjente ham i gårdens kirke. Herfra gik en trappe ned i en gang under muren, ud i friheden. Den var bygget, så han kunne gå tørskoet ud til det varme bad. Men sandsynligvis havde Snorri kun nattøj på, og ville ikke klare sig i en islandsk septembernat. I stedet klemte han sig ind i en krybekælder, anvendt som lagerrum. Dér sad han, da indtrængerne fandt præsten, som forsikrede, at han ikke havde set Snorri noget sted. Han blev ikke troet og prøvede at forhandle. Han ville kun fortælle, hvor Snorri havde gemt sig, hvis de ville aflægge ed på at spare Snorris liv. Men indtrængerne fandt nedgangen til kælderen, og fem mænd gik ned i mørket. Da den første gik mod Snorri med draget sværd, sagde Snorri: ”Du skal ikke hugge!” – sådan formulerede islandske præster det femte bud, ”du skal ikke slå ihjel”. ”Hug ham!” sagde den ene mand. ”Du skal ikke hugge!” gentog Snorri. Men manden huggede og gav ham banesår. En mand til huggede, og Snorri blødte ihjel i kælderen.

Island under Danmark 1380-1918

Sturlungatiden avslutades 1264 med att Island blev en del av Norge. 1380 bildades under en gemensam kung, Oluf 2., en union mellan Danmark och Norge som också inkluderade Island. Denna union varade fram till 1814. Först 1918 blev Island åter ett självständigt land.

BJÖRN »HINN RIKI« THORLEIFSSON, (ca. 1408 – ca. 1467)

Björn var hövding på Skard och en av tidens rikaste och mäktigaste män. Han var en duktig idrottsman. Han blev slagen till riddare av kungen 1457 och var hirdstyre över Island. En hirdstyrer är danska kungens ombudsman på Island. Han var gift med Ólöf »hin rika« Loptsdóttir.

ÓLÖF hin rika LOPTSDÓTTIR, död 1479

Ólöf deltog aktivt i sin mans upptäcksfärder och stridigheter och var tillsammans med sin son hirdstyrer 1467-1470. Ólöf lät bygga en solid kyrka på Skard. Hennes far var Loptur Guttormsson, en av 1400-talets mest berömda och rikaste hövdingar och ”dets ypperste Digter”.

I släktboken kan man läsa om Olöf Loptsdóttir:

”Ólöf blev senare gift med Hirdstyrer Björn Thorleifsson hinn riki og fik stor Medgift; de flyttede til Skard, og dertil skal hon medtaget sin ”Sön” Sigvaldi fra Vestlandet, og han har saa väret hos dem i nogen Tid.

Om Ólöf er iövrigt fölgende at berette: Efter att hun var blevet gift med Björn, var hun ofte paa Inspektionsrejser samman med ham ”sommetider ogsaa for Vindings Skyld”. /…/ Ved det engelska Overfald i Rif var hun ogsaa med, og der faldt Björn. /…/ Hendes Sön Thorleifur blev taget til Fange, og selv flygtede hun sydpaa til Ólafur Geirmundarson i Stadarsveit. Ólafur havde tidligere väret Svend og Forkarl hos Björn og Ólöf, og de havde hjulpet ham til et godt Giftermaal. Til ham sögte Ólöf i sin Nöd. Ólafur tag godt imod hende, og efter at de holdt Raadslagning, red Ólöf vidare og undslap. Ólafur gik Engländerne i Möde, og ved List lykkedes det ham at faa dem til at vende tilbaga og opgive Forfölgelserne. /…/

Da Ólöf kom hjem modtog hun fra Engländerne en Säk indeholdene hendes Mand skaaret i Stykker. Efter Sagnet skal hon have sagt : ” Man skal ikke gräde for Björn Bonde, men söge hävn”. Ved Mellemmänd fik hun sin Sön Thorleifur lösköbt for en stor Sum Penge.  Derefter rejste hun til Danmark og klagede til Kongen oven sin Mands Drap. Det siges, at ”Kongen syntes godt om Ólöf og fandt hende flot”, men noget om Resultatet af Rejsen melder Historien intet/…/

Da Ólöf kom hjem, optog hun Förfölgelsen af Engländerne. Hendes Sönner, isär Thorleifur, gik i Spidsen for Flokken, og det lykkedes dem paa Isafjord at tage 3 engelske Skibe med Besätning; nogle blev dräbt, men ca. 50 Mand tog hun med hjem som Fanger til Skard og byggede der en Gaard til dem; denne blev siden kaldt Mannheimer og blev en Udgaard. Hun holdt lige saa mange islandske Mänd, som der var Engländare til Arbejdet, og hun lod Engländerne träkke Sten hjem, der benyttedes til Gärde, Huse og til en Vej, som hun led anlägge fra Gaarden til Kirken. Derefter slap Ólöf Engländerne lös, og de forlod Landet.

Ólöf og hendes Sön Thorleifur forestod nu Statsholderskabet, indtil hendes Mands Aflöser Henrik Kepken overtog det i 1470.

Om Ólöf fortälles iövrigt, at hun var dygtig til at handle og själdent blev borte, hvor der kunde ventes at tjene noget. /…/ (Slägtbogen s 41-42)

Vidare står det om Ólöf:

”Det er sagt meget ondt om Ólöf”, (siger Bogi Benediktsson), ”isär om hendes Lösagtighed og Barnemord, som jeg mener er Bagvaskelse, opspundet af Prästevälden, der vilde gabe over hendes store Rigdomme, selv om det ikke lykkedes”.(s 42)

Hon dog 1479. I släktboken står det:

Björn og Ólöf holdt Huskapellan, som Storhøvding den Gang havde for Skik; Skikken bevaredes langt op i Tiden. Sagnet fortæller, at Ólöf ofte havde bedt til Gud, at der vilde ske noget, der vilde blive husket længe ved hendes Død. Da hun døde 1479, blev det ogsaa et meget omtalt Uvejr, mange Kirker og Huse blev ødelagt, og mange Skibe havarerede. En saadan Storm er siden kaldet Ólöfs Snestorm. Det almindelige Omdømme om hende er dog, at der hverken før eller siden har været en mere storslaaet og rundhaandet Kvinde paa Island, selv om hun maaske har manglet meget af det, som i almindeligt Omdømme blev anset for at være passende. (s 43)

Från Skálholt till Köpenhamn

På 1600-talet och vidare fram kommer det några generationer som blir präster, biskopar och författare till olika verk om Islands historia. Den eftergymnasiala teologiska utbildning försiggick på universitet i Köpenhamn medan skolgången på gymnasienivå pågick i Skálholt. Skálholt var i en period som en huvudstad med både latinskola och biskopssäte. Skolan fanns från 1553 till 1785. Biskopssätet fanns från 1056 och fram till 1796, där det flyttade till Reykjavik. Skálholt har idag en vacker kyrka som byggdes 1963.

Wikipedia skriver:

Skálholt betragtedes i en periode som Islands hovedstad og var opholdssted for nogle af landets berømteste lærde. Biskop Gissur Isleifsson (1082-1118) skænkede 1096 sin fædrene gård til kirken som det første islandske bispesæde. 1630 nedbrændte den oprindelige gård. 1553-1785 var der en meget søgt latinskole på stedet, der nu er en bondegård

På Islandsbloggen.com kan man läsa om Skálholt:

En av de första kyrkorna på Island byggdes omkring år 1000 i Skálholt. År 1056 blev Skálholt landets första biskopssäte. Ísleifur Gissurarson var biskop till och med 1080. Han efterträddes 1082 av sonen Gissur Ísleifsson som också skänkte sin gård till den katolska kyrkan. Den första bosättaren i Skálholt var hans farfar Teitur Ketilbjarnarson.
Skálholt utvecklades snart till ett centrum för kristendom och kunskap. Omkring år 1200 bodde ungefär 120 personer i Skálholt. Det gjorde platsen till landets första tätort. Skálholt fungerade i flera århundraden också i praktiken som Islands huvudstad.
Fram till 1801 var Skálholt ett biskopssäte. Platsen är dock fortsatt betydelsefull för kyrkan. Här hålls en mängd olika utbildningar och evenemang. Dagens kyrka – som är från 1963 – är också ovanligt stor och påkostad för att vara en isländsk landsbygdskyrka.

JON HALLDORSSON (1665 – 1736)

JON HALLDORSSON föddes i Reykholt och dog i Hitardalur. Han gifte sig med Sigridur Björnsdóttir (1667 – 1756).

Han gick i Skálholt Skola fram till 1683. Tog sin examen i teologi vid Københavns Universitet 1688. Var sedan anställd på Skálholt Skola 1688-92, därefter präst i Hitardalur 1692-1701 och prost i Myrasysla 1701-1736. Han var rektor vid Skálholt Skola 1708— 10 och konstituerad biskop 1720— 22.

Han var dessutom författare till en rad historiska och personalhistoriska böcker: Hirdstjoraannáll, Biskupaságur, Skólameistaraságur, Fitjaannåll og Hitardalsannáll.

Den lærde Hitardalsprovst, Jon Halldorsson, er uden Tvivl den mest betydelige og produktive af alle islandske Historieskrivere paa den Tid. Han rager saa langt op over de andre, at de ganske forsvinder i Sammenligning med ham. Han kan med Rette kaldes sin Tids Lærdomskonge i Island. Hans Skrifter er en usædvanlig rig Kilde for alle, der har studeret islandsk Historie i de næsten to Aarhundreder, der nu er forløbet siden denne enestaaende Lærde døde, der var saa omhyggelig, beskeden og samvittighedsfuld i al sin Fremstilling som overhovedet muligt. (Indledning til Hitardalsannáll) (Släktboken s 83)

Wikipedia skriver:

Jón Halldórsson (6. november 1665 – 27. oktober 1736) var en islandsk præst og forfatter. Han var søn af provst Halldór Jónsson (1625-1705) og dennes hustru Hólmfridur Hannesdóttir (1641-1731). Jon Halldorsson blev 1700 gift med Sigridur Björnsdatter.

Jón Halldórsson, der var provst til Hítardalur (vestlige Island), var en af sin tids lærdeste islændere; særlig var Islands personalhistorie genstand for hans forskninger og skrifter. Af sådanne kan nævnes: De islandske Biskoppers Levnedsbeskrivelser (Skalholtbispernes, udgivet af Sögufjelag Reykjavik 1903—10, og Holarbispernes hver for sig), en fortegnelse over og levnedsbeskrivelse af Islands forskellige styrere, sædvanlig kaldet Hirdstyrer-annalen, udgivet i Sam til ságu Isl., II, lignende levnedsbeskrivelser af Skálholt Skolers rektorer, udgivet af Ságufjelag (1916—17), men endnu ikke fuldendt, præster i Skalholt Bispedømme, abbeder og flere, foruden et par annaler. Disse værker er til dels blevne benyttede af sønnen, den berømte biskop Finnur Jónsson i hans Islandsk Kirkehistorie, og de vil altid blive betragtede som vigtige kildeskrifter.

FINNUR JÓNSSON (1704-1789)

FINNUR JÓNSSON föddes i Hítardalur och dog i Skálholt. Han gifte sig med Gudridur Gisladottir, som dog 1766.

Han var student från Skálholt Skola 1724 och tog sedan examen i teologi på Københavns Universitet 1728. Han deltog i räddningsarbetet av professor Arne Magnussons stora bibliotek under branden i Köpenhamn 1728. Han var präst i Reykholt 1732-53. Han blev vigd till biskop för Skálholt stift 1754. Han är författare till en del historiska och teologiska verk. Hans främsta verk är ”Historia ecclesiastica Islandiæ” i 4 kvartband som utkom 1772-78.

Wikipedia skriver:

Finnur Jónsson (16. januar 1704 – 23. juli 1789) var en islandsk biskop og lærd, søn af Jón Halldórsson og hustru Sigridur Björnsdatter. Han blev gift med Gudridud Gisladottir.

Efter at have afsluttet sine studier ved universitetet (1728) blev Finnur Jónsson præst i Reykholt (1732-53) og derpå valgt til biskop i Skalholt 1754. Som sådan søgte han først og fremmest at ordne den til bispesædet knyttede latinskoles økonomiske forhold, men førend hans virksomhed herfor sluttede, flyttedes skolen til Reykjavik.

I sin øvrige virksomhed viste Finnur Jónsson sig som en særdeles dygtig og samvittighedsfuld embedsmand, der blandt andet søgte at forbedre præsternes kår og den religiøse undervisning i sit stift. Tidlig begyndte han at give sig af med videnskabelige studier, særlig af historisk art, hvilket uden tvivl var en arv fra faderen.

Efter en opfordring fra dansk side gav han sig i lag med sit store hovedværk, en fremstilling af den kristne kirkes historie på Island, Historia ecclesiastica Islandiæ, der omfatter langt mere end kirkehistorien i egentlig forstand og udkom i 4 statelige kvartbind 1772-78.

Dette værk går fra landnamstiden og ned til forfatterens samtid; det indeholder i virkeligheden hele landets historie; dets administration, skolevæsen, kultur og øvrige forhold behandles med en overvældende lærdom og benyttelse af en mængde skrifter, dokumenter og breve.

HANNES FINNSSON (1739-1796)

HANNES FINNSSON föddes i Reykholt och dog i Skálholt. Han gifte sig med Valgerdur Jonsdottir (1771 – 1856).

Han blev student från Skálholt Skole 1755 och tog examen i filosofi 1757 samt i teologi 1763 vid universitet i Köpenhamn. Han tilldelades universitetets guldmedalj för en historisk prisuppsats. I åren 1767-70 bodde han i Skálholt, där han bland annat undervisade och studerade biskopssätets arkiv. Han bistod sin far med dennes kyrkohistoriska verk. Åren 1770-77 höll han på med ett historiskt vetenskapligt arbete i København. 1775 fick han erbjudande om en professur i Danmark. Han vigdes av biskop Harboe för att hjälpa och senare efterträda sin fader som biskop i Skálholt stift. Han har publicerat och skrivet ett stort och omfattande historiskt material.

Wikipedia skriver:

Hannes Finnsson (8. maj 1739 – 4. august 1796) var en islandsk biskop, søn af biskop Finnur Jónsson og dennes hustru.

Efter at være blevet student fra Skalholt Skole rejste Finsen til København, hvor han absolverede teologisk embedseksamen 1763. Foruden teologi havde han ivrig givet sig af med antikvarisk-historiske studier og allerede 1759 udgivet den såkaldte ”Vikverjernes Kristenret”. Om Kongespejlet skrev han en særdeles grundig afhandling, der er trykt foran udgaven 1768. I 1774 udgav han på en grundig måde det vigtige værk Landnáma.

Særlig fortjenstfuld virksomhed udfoldede Finsen, idet han deltog i udgivelsen af sin faders hovedværk, Historia ecclesiastica Islandiæ (4 bind, 1772-78); her tilføjede han og udgav en mængde utrykte breve og dokumenter, hvorved værket i høj grad fuldkommengjordes. I 1772 havde han foretaget en videnskabelig rejse til Stockholm, hvor han undersøgte de islandske håndskrifter og blandt andet opdagede den eneste skindbog af Heiðarviga Saga.

I 1776 blev han viet som sin faders medhjælper i bispeembedet; endelig blev han hans efterfølger 1785. Finsen var en overordentlig lærd mand med en stærk udpræget videnskabelig sans og vederhæftighed; han var tillige meget alsidig og havde et særlig skarpt blik for folkets økonomiske forhold og dets oplysning med mere, som han af al kraft søgte at fremme. Han skrev forskellige afhandlinger vedrørende agerdyrkning på Island, om svovldrift og handel, om barnedød på Island og om nedgang i indbyggerantal på grund af uår; heraf er en del trykt i Litteraturselskabets skrifter (Rit þess isl. Lærdómslistafélags).

Af særlig betydning var hans Kvöldvökur (aftenlæsning), I—II (udgivne 1796—97 og 1848), et meget yndet og for sin tid fortrinligt almueskrift af moralsk og underholdende indhold. Gennem hele Finsens virken mærker man hans levende interesse og dybe følelse for hans fædrelands vel og opkomst i åndelig såvel som materiel henseende. Sit embede røgtede han med stor nidkærhed. Han blev 1790 kreeret Dr. theol. og nød stor anseelse som en fremragende videnskabsmand.

Hannes Finsson fick fyra barn. Vårt släktled går genom äldsta sonen Jón Finsen (1792-1848)

FINNSSON blir FINSEN

Hannes Finnsson (1739-1796) använde namnet Hannes Finsen under sin tid i Köpenhamn. Hans söner övertog den danska formen av namnet, som seden blev ett släktnamn.

Det finns en wikipedia-sida om Finsen-släkten. Den tar dock endast hänsyn till manliga släktled (agnatisk). Släktboken dokumenterar både manliga och kvinnliga släktled. Den agnatiska (endast manliga) finns dock också med i släktboken, som ett sorts alternativ.

Förklaring finns i släktboken:

Ved Fastlæggelse af Slægtens Afstamning kan man følge to Veje:

1) Man kan lade baade Mænd og Kvinder indgaa som Repræsentanter for de enkelte Slægtled, hvorved man opnaar at kunne føre Slægten tilbage til Islands første Bebyggelse omkring Aar 850. Denne Vej er fulgt i „Slægtsbog for Familien Finsen“ og af Biskop Finnur Jonsson i Folioudgaven af Heimskringla 1777, hvor Snorris „Genealogia“ opregnes, og hvor Biskoppen viser, hvorledes hans egen Slægt gennem hans Farmoder Holmfridur Hannesdóttir er beslægtet med Snorri og derigennem med en Række af Sagatidens kendte Skikkelser (Stamtavle I).

2) Man kan gaa den direkte Vej og føre Slægten tilbage paa Mandssiden alene. Herved standses ved Sigvaldi langalif, der levede omkring Aar 1450, og hvis sagnagtige Herkomst ikke danner Grundlag for yderligere Tilbageførsel af Slægten (Stamtavle II). (släktboken s 13)

Wikipedia om släkten Finsen:

Slægten føres agnatisk tilbage til Sigvaldi Illugason Langalíf, bonde i bygden Síðu, stamfader til Langalífs-ætten og flere gange til Ólöf Loptsdóttir, ætling af mange Landnamsmænd, Hal på Sida og Ragnvald Mørejarl. Hans sønnesøns sønnesøn, præst i Reykholt Jon Bðvarsson (1593-1657) var fader til provst Halldór Jónsson (1625-1705), som var fader til historikeren, rektor i Skálholt og designeret biskop der Jón Halldórsson (1665-1736).

Vissa ansåg att Ólöf Loptsdóttir var Sigvaldi Langalifs mamma – men det var inget hon själv bekräftade och man vet inte säkert vilka som var Sigvaldis föräldrar. Ólöf Loptsdóttir tog dock hand om honom som barn och han bodde i hennes hem tills han blev vuxen.  

Jag har i min redovisning använt Stamtavle 1, där släktskapet med Ólöf Loptsdóttir går genom hennes son Thorleifur Björnsson från äktenskapet med Björn Thorleifsson (1408-1467).

Det är intressant att man i redovisningen av släktled på Island även tar med barn som föds utanför äktenskapet. Det är t.ex. tillfället med Snorri Sturlusson som får dottern Tordis Snorradóttir med frillan Oddný. Det är Tordis som för vårt släktled vidare. Snorri använde sina döttrar för att utöka sin makt, det gällde även Tordis.

Wikipedia:

Som høvding brugte Snorri systematisk sine tre døtre Hallbera, Tordis og Ingebjørg til at bygge sin magt op. Uden dem er det svært at se, at han kunne være blevet så mægtig. /…/

En vigtig grund til Snorris tab af position i Island omkring 1230 var netop, at døtrenes ægteskaber holdt op med at fungere til hans fordel, som pant på hans venskaber med andre høvdinge. Hallbera døde i 1231, og samme år blev Ingebjørg skilt. Tordis, der var blevet enke i 1228, nægtede at bøje sig for sin fars krav om gengifte.

JÓN FINSEN (1792-1848)

JÓN FINSEN  föddes på Skálholt och dog i Århus.

Han blev student (privat) på Island 1812 och och tog sedan juridisk examen 1816 vid universitet i Köpenhamn. Han blev Herredsfoged bland annat i Andts Herred 1819. Därefter Byfoged i Ringkøbing och Herredsfoged i bland annat Ulfborg Herred 1830. Kancelliraad 1842 och sedan Herredsfoged och skrivare i bland annat Hasle Herred. Han valdes till medlem av Stænderforsamlingen 1846.

Wikipedia förklarar Herredsfoged:

Herredsfoged var indtil 1919 titlen på den øvrigheds-person der var dommer i et herred. /…/ siden slutningen af 18. århundrede var herredsfogeder altid jurister og tilhørte socialt overklassen.

I släktboken kan man läsa om Jón Finsen, som ibland stavas John Finsen:

Personalhistorikeren H. P. Selmer skriver i Nekrologiske Samlinger, I, 1849, Side 369, følgende:

„Herredsfoged og Skriver i flere Herreder i Aarhus Stift, Kancelliraad
JO H N F IN S E N var födt den 26de Marts 1792 i Skálholt paa Island /…/ I Aaret 1812
(i Decb.) tog han Eksamen artium ved Kjöbenhavns Universitet, Aaret efter
anden Eksamen, og i Januar 1816 juridisk Embedseksamen, alle med Hovedkarakteren Laudab.

— I sidstnævnte Aar blev han Underkancellist i det danske
Kancelli, rejste i de fölgende Aar som Sekretær med den Kansellideputerede
Etatsr. Berner, der undersögte forskjellige jydske Retsbetjentes Embedsforhold,
og blev i Aaret 1819 konstitueret som Herredsfoged i Andst, Slaugs, Jerlef og
en Del af Brusk Herreder i Ribe og Vejle Amter, hvilket Embede han efter
Konstitutionstiden under 5te Maj 1824 erholdt. D. 31te December 1830 blev
han udnævnt til Byfoged i Ringkjöbing og Herredsfoged i Ulfborg og Hind
Herreder; udnævntes d. 17. Okt. 1842 til virkelig Kancelliraad og d. 10de April
1844 til Herredsfoged og Skriver i Hasle, Vesterlisberg, Framlev og Sabro Herreder i Aarhus Amt, i hvilket Embede han döde d. 8de Oktober 1848.
1816 var han med blandt Stifterne af det islandske litterære Selskab, og
blev valgt til den kjöbenhavnske Afdelings Viceformand ( 1816 — 19 ) og senere
til dens Sekretær ( 1819 ) .
I Aaret 1846 blev han valgt til Stænderdeputeret for det 11te jydske Köbstaddistrikt, og havde i denne Egenskab Sæde i den jydske Stænderforsamling i 1848.
Da Valgene til Rigsdagen forestode i forrige Efteraar, blev han af
Kommunalbestyrelsen i Ringkjöbing i Forening med et betydeligt Antal andre
Vælgere i samme Distrikt anmodet om at stille sig som Valgkandidat i Distriktet,
men han blev forhindret heri ved den Sygdom der 2 Dage efter Valgene hidförte
hans Död.
Han var agtet af sine Foresatte som en dygtig og nidkjær Embedsmand.
Han var elsket og agtet af Alle der i Embedsforhold eller det selskabelige Liv
kom i Berörelse med ham, for hans humane og retsindige Karakter, der var et
Udtryk af hans ægte nordiske Personlighed, saa at hans aabne ligefremme Væsen,som var frit for al Bram og Fordringsfuldhed, indgöd Alle Tillid og Venskab.
Födt og opdraget i et Land, hvor den Lære aldrig har faaet Indpas, at een Klasse
af Mennesker paa Grund af deres Födsel skulde være bedre end Andre, var
han af politisk Anskuelse Demokrat. Han fordrede Lighed for Loven for alle
Borgere og en lovbegrænset Frihed; han fordrede en stærk Regjering ligeoverfor en stærk Folkerepræsentation, eller med andre Ord, han hörte til det
Parti, der önskede et konstitutionelt Monarki paa et demokratisk Grundlag; og
han delte ogsaa dette Partis Anskuelse med Hensyn til Spörgsmaalet om Slesvigs
Forhold til Danmark. Han hilsede derfor med Glæde den Frihedens Morgenröde,
der ifjor bebudede Opfyldelsen af disse hans kjæreste Önsker, for hvilke han
havde virket i en Række af Aar, medens saadan Virksomhed ikke var yndet af
den Tids Mægtige; — men han oplevede ikke at se Borgerfriheden grundfæstet
eller nyde dens Frugter.
Hans Hustru, som overlevede ham, var Katharine Dorothea fodt Bruun,
med hvem han i det lykkeligste ægteskabelige Samliv avlede 10 Born, af hvilke
6 — Sonnerne Valgard, Kand. Theol., Hilmar, Auditor, Oluf, Eksam. Jur. og
Godsforvalter, og Harald, samt Döttrene Thorun, gift, Valgerda — overleve
ham“ . (slägtbogen s 127)

Wikipedia skriver om Stænderforsamlingerne :

De Rådgivende Provinsialstænderforsamlinger eller blot Stænderforsamlingerne var fire rådgivende stænderforsamlinger i kongeriget Danmark og hertugdømmerne, der skulle rådgive den enevældige konge. /…/ De rådgivende stænderforsamlinger fik trods mange begrænsninger bl.a. betydning for danskernes mulighed for at debattere og engagere sig i tidens store politiske emner, og de var med til at skabe en politisk bevidsthed i store dele af befolkningen, som pegede i en mere demokratisk retning. Debatterne var ikke offentlige, men formidlet af Stændertidende og den begyndende politiske presse modnedes stænderforsamlingernes krav langsomt til et folkeligt ønske om enevældens afskaffelse og indførelse af en fri forfatning.

Wikipedia skriver om Jón Finsen:

Jón Finsen tilhørte en kendt islandsk slægt, hvis navn efter hans faders navn blev tilpasset dansk skik. Slægtens medlemmer findes i flere islandske sagaer og slægtsbøger. Fx nævner Heimskringla i Folioudgaven 1777, at Finsens farfader, biskop Finnur Jónsson nedstammer fra Olöf Loptsdótter og i 4 linjer efter den berømte Snorre Sturlasson.

Jon Finsen blev 1820 gift med Dorthea Katrine Bruun (1789-1861) och de fick 10 barn. Ett av barnen var min farfars mormor Valgerda Sigrid Augusta Finsen (1828-1907).

VALGERDA FINSEN (1828 – 1907)

Jón Finsens dotter och min farfars mormor Valgerda Finsen föddes i Kolding och dog i København. Hon gifte sig med Henrik Johan Matthiessen (1815 – 1897)  och kom då att heta Valgerda Matthiessen. De fick dottern Adelheid, Adda, Matthiessen, som sedan blev min farfars mamma.

Henrik Johan Matthiessen föddes i Köpenhamn och tog studenten på Borgerdydskole 1834. Han blev klar med sin läkarutbildning 1841 och blev därefter kandidat på Frederiks Hospital 1842-45. Han deltog som skeppsläkare i Galatheas jordomsegling 1845-47. Därefter var han praktiserande läkare i Sønderborg 1848 och fysikus i Sønderborg 1854-64. Sedan praktiserande läkare i Skelskør 1864—65  och distriktsläkare i Køge 1865-88.

Man kan läsa på wikipedia om Galathea-ekspeditionen 1845–1847:

Korvetten Galatheas verdensomsejling var det første danske forsøg på at gøre, hvad de fleste store søfarende nationer gjorde i perioden: At gennemføre et storstilet ekspeditionstogt. Det nok mest berømte af togterne fra denne periode er HMS Beagles togt i 1830’erne, hvor Charles Darwin, manden der gav evolutionsteorien dens gennembrud, var med.

Ekspeditionen havde dog flere formål, hvoraf naturvidenskaben kun var den ene. /… / Galathea skulle også varetage danske handelsinteresser i Fjernøsten og Sydamerika, den skulle genoptage koloniseringen af Nicobarerne i den Bengalske Bugt og endelig skulle den overdrage de danske handelspladser i Indien til England.

Den første ekspeditions rute:

Korvetten forlod København 24. juni 1845. Herfra sejlede den syd om Afrika til Indien, videre op til Japan over Stillehavet med holdt på Sandwich-øerne (Hawaii), syd om Sydamerika, op gennem Atlanterhavet og tilbage til Europa. Den var tilbage den 31. august 1847. Ekspeditionen var under kommando af kaptajn Steen Andersen Bille. Rejsen er beskrevet i »St. Billes Beretning om Corvetten Gaiatheas Rejse omkring Jorden« af W. v. Rosen fra 1853.

Både min farfar och hans far var på liknande expeditionsresor. Min farfar Hakon Fogh med korvetten Ingolf och hans far Fredrik Fogh med fregatten Jylland.

ADELHEID »ADDA« MATTHIESSEN (1860-1931)

Min farfars mor Adelheid, Adda, Matthiessen föddes i Sønderborg och dog i København. Hon gifte sig med Frederik Christian Fogh (1855-1913) och kom som gift att heta Adda Fogh.

Fredrik och Adda Fogh blev föräldrar till min farfar Hakon Fogh och hans syster Ellen Fogh

HAKON FOGH (1887-1969)

Min farfar Hakon Fogh föddes i Vordingborg och dog i Roskilde

HENRIK FOGH (1918-1997)

Min far Henrik Fogh föddes Helsingör och dog i Nakskov 78 år gammal.

Jag skriver mer om min far och min farfar samt Adda och Fredrik Fogh när jag skriver om familjen Fogh.

NIELS RYBERG FINSEN (1860-1904)

Medan vår del av släktledet går genom Jon Finsen (1792-1848) går släktledet till Nobelpristagaren Niels Ryberg Finsen via Jon Finsens yngre bror Ólafur Hannesson Finsen (1793-1836). Det var Ólafur Hannesson Finsens son, Hannes Finsen (1828-1892), som blev far till Niels R. Finsen.

Niels R.Finsen föddes i Thorshavn och dog i Köpenhamn. Familjen flyttade till Färöarna i samband med att fadern Hannes Finsen fick arbete där.

Niels R Finsen blev student i Reykjavik 1882 och tog medicinsk examen i Köpenhamn 1890. Han stiftade ”Finsens medicinska institut” 1896 och blev professor 1898. Han gifte sig med Ingeborg Balslev (1868-1963) och de fick fyra barn. Niels R. Finsen tilldelades Nobelpriset i Medicin 1903. Han dog året efter i 1904, endast 44 år gammal.

Wikipedia om Niels Ryberg Finsen:

 Finsen studerede lysets virkning på huden. I 1893 offentliggjorde han som den første i verden en afhandling Om Lysets Indvirkninger paa Huden, der i 1896 fulgtes af Om Anvendelse i Medicinen af koncentrerede kemiske Lysstraaler, hvori han beskriver lysbehandling af hudtuberkulose. /…/

Som student kom Finsen til København, fik friplads på Regensen (1882-1886) og valgte medicin som studiefag på Københavns Universitet. Han sluttede sig med begejstring til 1880’ernes radikale bevægelse – uden dog at søge nogen fremtrædende stilling i den politiske kamp. En udpræget beskedenhed og en skyhed for personlig offentlig fremtræden prægede ham, og hans væsen forblev uberørt af hans tidligt vundne verdensry./…/

Sit verdensry vandt Niels R. Finsen ved at indføre lysbehandlingen som helbredelsesmiddel over for forskellige hudsygdomme, frem for alt Lupus vulgaris. Hans afhandling ”Om Anvendelse i Medicinen af koncentrerede kemiske Lysstraaler” fra 1896 i forbindelse med helbredelsen af den første lysbehandlede Lupus-patient i 1895 gav stødet til oprettelsen af ”Finsens medicinske Lysinstitut” i oktober 1896. /…/

Omend solbade og elektriske lysbade allerede tidligere havde været anvendte som helbredelsesmiddel, blev Finsen dog med Rette anerkendt som grundlæggeren af radioterapien, dels på grund af den videnskabelige underbygning, han gav den, dels ved den fuldkommenhed, med hvilken han i teknisk henseende gennemførte lysbehandlingen i praksis. De fortrinlige resultater, som han opnåede – særlig ved behandlingen af lupus – banede vejen for den terapeutiske anvendelse af røntgenstråler og radiumstråler, og hans videnskabelige arbejder indledte en blomstringsperiode for studiet af lysets biologiske virkninger. /…/

Allerede i 23-års alderen blev han angrebet af en kronisk hjerte- og leversygdom, hvis følgetilstande (underlivsvattersot, stakåndethed og træthed) han målbevidst og med heroisk udholdenhed søgte at nedkæmpe, men som dog gennem hele hans voksenalder i høj grad nedsatte hans arbejdsevne; hans energi og arbejdslyst holdt sig derimod usvækket, lige indtil han 44 år gammel bukkede under for sin sygdom – og han var sjælen i alle de arbejder, som indtil den tid udførtes på Lysinstituttets laboratorium.

Dansk Biografisk Leksikon skriver bl.a. om Niels R. Finsens begravning:

Niels Finsens jordfæstelse 1904 blev den mest monumentale som endnu er blevet en dansk mand uden for kongehuset til del. Han fulgtes åndelig talt til graven af hele det danske folk. Til stede ved højtideligheden var næsten alle medlemmer af det danske kongehus, desuden næsten alle landets ministre, repræsentanter for talrige videnskabelige og andre korporationer osv.

Källförteckning

Slägtsbog for familien Finsen, samlet og udgivet af Erling Finsen, 1988

Bidrag til slägten FINSENs Historie af Eyvind Finsen, 1944 – utgör en stor del av släktboken från 1988.

Download bog: ”Bidrag til Slægten FINSEN’s Historie” af Eyvind Finsen, 1944

Download bog: ”Slægtsbog for familien FINSEN” af Erling Finsen, 1965

Download bog: ”Slægtsbog med Portrætter for Familien FINSEN” af Vilh. H. Finsen, 1935

Snorrastofa: https://snorrastofa.is/en/

Dansk biografisk leksikon : https://biografiskleksikon.lex.dk/

Islandsbloggen: http://www.islandsbloggen.com/

GALATHEAs jordomrejse (1845-1847): http://www.navalhistory.dk/Danish/Historien/1814_1848/Galathea1845.htm